olfiani

 

Indhold

 

Foto Album

Forord

Dette er min beretning om livet ombord på det danske orlogsskib  Olfert Fisher i den Persiske Golf , andre der har været der, vil måske have en anden opfattelse. Jeg skriver det som jeg husker det og laver en generel beskrivelse af de enkelte kapitler for at give et indtryk af hvordan det er at være på togt med et orlogsskib

Tirsdag d.18.06.1991 fløj jeg til Dubai i De Forende Arabiske Emirater (UAE) sammen med resten af min besætning. Vi skulle afløse den besætning der var ombord på det danske orlogsskib Olfert Fisher (OLFI).

OLFI var blevet sendt til den Persiske Golf for at opretholde handels- og våbenembargoen mod Irak, efter at Irak havde invaderet Kuwait. OLFI`s operationsområde var omkring indsejlingen til den persiske golf fra Hormuz strædet og op til Bahrain.

Vi skulle kontroller skibsfarten i dette område sammen med andre Nato skibe deriblandt det norske kystbevogtningsskib Andenes der var en slags fjernlager og støtte skib for OLFI. 

 

Tilbage til toppen

 

Ophold i land

Under vores havneophold, der omfattede landene UAE, Bahrain, Kuwait og Oman, gik vi vagt i en 3 tørn, en dags vagt og to dages dagligt arbejde til kl.11.30. Daglig arbejde bestod, for os telefolk, i at reparere og vedligeholde det elektroniske udstyr og det hændte flere gange at vores landlov blev inddraget, hvis der var udstyr, der var gået i stykker.

Når vi så havde fri tog vi enten på shopping, velfærdsturer, besøg på andre Nato skibe eller på beach club.
Det at shoppe var en oplevelse i sig selv, man blev på det nærmeste hevet ind i en hver bod, hvor man fik tørt og vådt, alt i mens man stod og pruttede om prisen. Det jeg købt meget af var telefonkort for mobil-telefoner var endnu ikke hvermandseje i starten af 90erne. Det kostede ca. 12kr pr. min. for at ringe til Danmark, så jeg havde et temmelig stort telefonbudget.

Befolkning dernede var meget gæstfrie og hjælpsomme, de gik meget op i deres religion f.eks. så vi en vagt, der lagde sit våben for at brede et bedetæppe ud og derefter gik i gang med sin eftermiddagsbøn selv om han havde vagt ved porten ind til en flådehavn.

Vi havde en præst med, som foruden sin præstegerning også stod for at arrangere velfærdsturer når vi var i havn. Det kunne være ørkenturer, rundfart i lokal området, besøg på danske virksomheder i området eller besøg på museer og andre seværdigheder.

Vi tog også på beach club, hvor man kunne bade i Golfen, vandet var meget salt og varmt over 30 0. Vi havde også en gennemsnit temperatur på over 400, så selvfølgelig skulle vandet være varmt. Der var også swimmingpool hvor vandet var nedkølet til ca. 280.

Skibets besætning blev inviteret på ambassade besøg af de danske ambassadører i de lande vi besøgte og vi havde kontakt til de danske kolonier og virksomheder der var dernede. 

 

Tilbage til toppen

Ophold på søen.

Livet ombord på et orlovskib når det er i søen, foregår med øvelser, arbejde og fritidsaktiver. Mindst en gang om ugen er der bjergningsrolle, det vil sige en øvelse der går ud på at komme hurtigst muligt til sin redningsflåde, dette må max. tage et par min., fra der er prajet bjergningsrolle til alle flåderne har meldt tilbage, at alle er mødt efter bjergningsrolle. Brand- og havariøvelser bliver også øvet flittig.

Næsten dagligt havde vi militære øvelser som luftforsvar - ubådsøvelser og med jævne mellemrum vedligeholdelsesskydning med håndvåben.

Jeg var teletekniker ombord og skulle vedligeholde og reparere elektronisk udstyr, men indgik også som operatør af luftvarslingsradaren under luftforsvar og indgik i stinger vagten (stinger er et missil der affyres fra skulderen).
En anden af mine opgaver var at rigge telefon/ kommunikationsforbindelse til under RASK, det vil sige, når vi fik gasolie fra et forsyningsskib.

Hvis vi skulle modtage post, reservedele eller transportere personel fra et skib til et andet forgik det med helikopter. Men da vi ikke havde noget helodæk skulle helikopteren flyve tæt på skibet og fire posten m.m. ned. En ikke helt ufarlig manøvrere, da helikopteren oftest skulle gå meget tæt på skibets antenner og agtermast.

Tro det eller ej, der er meget fritid ombord på et skib, som går med kortspil, video og sidste aften på søen var der banko spil som velfærdsudvalget med præsten i spidsen stod for. En gang imellem fik vi også mulighed for at grille på agterdækket, det er nu lækkert at grille i 400  varme og omgivet af vand.

Søndag formiddag var der gudstjeneste på agterdækket, et arrangement, der var stor tilslutning til.

Privatliv er der ikke noget af ombord, man bor sammen med 5-6 andre og kan aldrig være alene, det kan være en stor belastning, især når man er væk i over 100 dage. Det resulterer da også i, at man går hinanden på nerverne og der er næsten altid en eller anden form for midtvejskrise på længere sejladser.

Der er altid liv ombord på et skib og der er selvfølgelig også vagt i orummet og i radioen, samt på broen døgnet rundt. Som følge heraf skal der også være mulighed for at få stillet sulten. Så foruden de tre almindelige måltider, er der også natmad, som alle er velkommen til at benytte sig af. Første dag på søen består natmaden altid af røde pølser og varm kakao (døde fingre og krigskakao)

Vi så mange delfiner som kom op og ”legede”  med skibet ved at svømme lige foran skibets stævn, om morgenen var der små gule søslanger, der kom helt op til overfladen, når det så blev lidt varmere i løbet af formiddagen søgte de længere ned mod bunden.

En anden stor naturoplevelse når man sejler, er de mange flotte solnedgange. Det ser bare så flot ud når solen går ned i horisonten og bliver opslugt af vandet.

 

Tilbage til toppen

 

Besøg i Kuwait
Olfert Fischer var sammen med andre Nato skibe blevet inviteret til genåbningen af Kuwaits havn. Indsejlingen til Kuwait var noget specielt for vi skulle igennem et minefyldt farvand. Der var godt nok blevet ryddet for miner, men der var stadigvæk drivminer i farvandet. Så skibet var gået op i beredskab, så der måtte ikke være nogle på de nederste dæk og havarigrupperne stod standby.
Da vi kom tættere på Kuwait var der meget smok og en fæl stank fra de brændende oliekilder som irakerne havde sat ild til.
Da vi kom til Kuwait city var der ingen smok for der er næsten altid nordenvind på disse kanter så røgen blev blæst væk fra byen. Den første aften vi var i Kuwait var der fælles spisning på kajen for de Nato skibe, der var med til åbningen af Kuwaits havn. Desværre kunne jeg ikke deltage, da jeg havde vagt. Vagten var blevet sat op i beredskab, så der var to bevæbnede vagter og en befalingsmand på agterdækket, og én vagt på broen.
Vi fik ikke landlov, mens vi lå i Kuwait, for vi havde udgangsforbud, da der stadigvæk lå miner i Kuwait city.

Der var blevet arrangeret en bustur rundt i Kuwait city og ud til de brændende olie kilder. Under busturen måtte vi ikke gå ud, med mindre chaufføren havde givet lov på grund af de før omtalte miner.
Selve Kuwait city bar ikke præg af at der havde været krig. Folk kørte stadigvæk rundt i deres store biler og der var tegn på velstand. Kun nogle få huse var beskadiget, her iblandt kvarteret omkring den amerikanske ambassade og området omkring Emirens palads samt regeringsbygningerne og et tv/ sender tårn.
Men da turen gik ud til ørken var der ingen tvivl om at her havde været krig, vi kørte af en landevej, hvor der havde været et stort slag og mange var blevet slået ihjel, der var stadigvæk udbrændte kampvogne og andre militære køretøjer.
Ørkenen var flere steder sort af olie og der var flere store oliesøer,  hvor nogle af dem brændte. Vi så også mange af de brændende oliekilder og der var en kvælende tyk dyne af røg over hele området. Alt i alt en meget ubehandling oplevelse.

Om aften havde vi besøg af de danske FN-soldater, der var i Kuwait og der kom også nogle danske diplomater.

 

Tilbage til toppen

Hjemturen
Torsdag d.22.08.1991 tog vi afsked med Jebe-Ali for sidste gang og havde dermed påbegyndt en 7150 sømil (ca 13.400km) lang hjemrejse. Sejlturen gik fra den Persiske Golf via Hormuz strædet, Det Arabiske hav, Det Røde Hav, Suez kanalen, Middelhavet, Gibraltar strædet, Biscayen, den engelske kanal og Kieler kanalen. Tiltros for den lange sejltur havde vi kun tre korte havne ophold 9 timer i Shalalah (Oman). Selv om det var et kort ophold kom vi på en kort bustur ud til en plantage Shalalah ligger i det sydlige Oman og er meget frodigt med et subtropisk klima i forhold til det nordlige Oman ved Moscat der har et tropisk klima. Det sydlige Oman er fattigt i forhold til det nordlige da man i syden lever af landbrug og i det nordlige af olie.
Men ingen vi kom til Shalalah skulle vi igennem en storm i det Arabiske Hav vi lå og ”bankede pæle” i 18 timer. (banke pæle er når man sejler op mod søen og skibets stævn løftes fri af vandet for derefter at blive kaste ned i en bølgedal med voldsom kræft) Det er meget sjov de første par timer men efter 18 timer vil man gerne have fast grund under fødderne.
Efter at i havde fået gasolie i Shalalah gik turen op gennem Det Røde Hav hvor vi så delfiner som var støre end dem der var i Den Persiske Golf. Temperaturen var nede på 30-350 hvilket var mere behageligt end de skyhøje temperatur vi havde i Golfen. Nu var vi nød til at tage lange bukser på for der var små køligt inde i skibet.
Da vi nåede Suez kanalen d 30.08 blev vi mødt af en lille dansker koloni der stod ved bredden og viftede med dannebrog. Jeg må indrømme at jeg følte en hvis stolthed ved at være ombord på et dansk skib der havde skrevet historie, og at vi så langt væk fra Danmark blev hilst velkommen af dansker. Det var en lille forsmag på hvad der vendte os i Kiler kanalen og ikke mindst København.
Det er forståeligt at vi fik en stor modtagelse i København, men at de dansker der stor ved Suez havde fulgt med i hvornår vi nået Suez og havde flag og banner med. Det er stort!
Den 02.09 ankom vi til Sicilien, hvor vi skulle have et to dages ophold bla. for at få gasolie den første dag havde jeg vagt og dagen efter fik mit vagtskifte lov til at se lidt af omegnen før vi igen stod til søs.

Vi sejlede nord om Sicilien gennem  Messinastrædet, kendt fra den gode brave danske film S/S-Martha som en hver dansk sømand kender.

Så forsatte turen imod Gibraltar og videre mod Lissabon hvor vi skulle ligge i tre dage. Vi ankom til Lissabon d. 07.09. Vi fik rig mulighed for at se Lissabon som er en smuk og en stolt søfart by med sine mange flotte monomenter, smukke parker og pladser. På Tejo-flodens sydside står byens vartegn, en godt 80 m høj sokkel med en vældig Kristus figur, rejst af portugisiske kvinder som tak for, at landet var neutralt i 2. verdenskrig. Denne figur var jeg oppe og se sammen med to andre fra skibet.
Desværre havde byen også en skygge side i form af sine mange tigger som er i side gaderne omkring centrum.
Jeg havde sammen med nogle andre fra skibet meldt mig til et ambassade besøg på den danske ambassade i Lissabon hvor vi fik pinde mader og øl, Ikke så flot og fornemt som de besøg vi havde været på i Den Persiske Golf, men alt i alt et okay arrangement.
Efter Lissabon satte vi kursen mod Den Helder i Holland hvor vi skulle aflevere de stinger missiler som vi havde lånt af Holland da Stinger missilet endnu ikke var indført i det danske forsvar i 1991.
Vi ankom til Kieler kanalen Lørdag d. 14.09 kl 7.00. For at sejle på kanalen skal man sluses igennem en sluse for at der hele tiden er samme vandstand i kanalen. Kieler kanalen er en meget smuk kanal med sit frodige plante liv langs breden og de mange svaner og fiskehajer i selve kanalen. Halvvejs  gennem kanalen mødte vi en stor dansk koloni som stod på bredden med flag og banner og byd os velkommen hjem, endnu engang fik vi stor opbakning af udlandsdanskerne.

Vi forlod Kanalen kl. 14.30 og havde nu kun ganske få sømil tilbage før vi atter var i dansk farevand. Efter en hver udlands rejse skal man jo gennem tolden dette gælder også for flådens skibe. Så vi fik toldere ombord kl. 20.40 ud for Korsør. De gennem gik toldpapirerne og endevendte skibet for evt. smugler vare.
Søndag d 15.09.1991 ankom vi så endelig til Holmen og fik en kæmpe stor modtagelse med en masse sejlbåde der var sejlet os i møde ud for Københavnshavn og  et hav af mennesker langs langlinie. På Holmen stod vores pårørende og vendte lige så utålmodig som vi ombord.

 

Dette var min beretning om livet ombord på OLFI i Golfen.

Tilbage til toppen