Det at få stillet en kræft diagnose er selvfølgelige et stort slag for
alle og spørgsmålet om man skal død af sin sygdom vil altid melde sig. Der
udover er der usikkerheden og om man skal søge alternative behandlinger eller
tage til udlandet for der igennem at få en evt. bedre behandling. Man høre jo
så meget om problemer med det danske sygehusvæsen og at vi her i landet halter
bagefter hvad kræftbehandling angår. Er man villig til at ofre flere 100.000 på
livs forlængende behandling og gennemgå flere behandlinger i en årrække uden
at have vished for at blive rask. Man kan jo godt vælge at rejse verden tyndt i
søgen på den rette behandling, så skal man gøre op med sig selv om man vil
ofre en masse tid og penge på det, og hvis det ikke lykkes at blive rask vil
det indtryk ens familie har af de sidste par år af ens liv være den far der
aldrig var hjemme, på den anden side har man jo så også prøvet alt hvad der
står i ens magt for at ændre ens skæbne.
På nuværende tidspunkt vil jeg hellere nyde livet sammen med min familie og
bruge den tid jeg har til at være noget for mine børn og Nina. På nuværende
tidspunkt vil jeg benytte det danske sygehusvæsen frem for at tage til udlandet. (for hvis
det er meningen at jeg skal død ung ja så skal jeg død ung.) Men selvfølgelig
hvis min situation ændre sig vil min holdning på dette punkt nok også ændre
sig.
Alle disse spørgsmål er nogle man er nød til at tage op med sig selv og
blive afklaret med om hvad man ønsker af div. behandlinger og hvordan man lærer
at leve med sin kræft sygdom.
Selv om jeg har kræft er jeg en glad og positiv person som glæder sig over
de dage hvor jeg har det godt dem er der heldigvis rigtig mange af. Det er stort
set kun i forbindelse med kemo behandlingerne at jeg har det dårligt. Min
hverdag har ikke ændret sig så meget, okay jeg er sygemeldt og er til tider
meget træt og udkørt efter kun få timer aktivitet. Men jeg kan stadigvæk være
sammen med vores venner der alle som en har givet os en stort og god opbakning
noget der er meget vigtig. Det er især vigtigt, at ens venner ikke prøver at
undgå emnet som nogle måske prøver for ikke at såre en. På den anden side
skal man heller ikke kun snakke om sygdommen for mit liv er meget andet
end min kræft sygdom. Jeg har masser af glæder i mit liv små som store.
Tag noget så naturligt som årstidernes skiften, f.eks. foråret
der har sin helt egen charme med blomster der spire i haven selv om de gang på
gang bliver mødt af nattefrost bukker de ikke under, og denne helt specielle
duft der kan være på en forårsdag.
Det er ting som man tager som en selvfølge og måske dårlig bemærker i sin
travle hverdag, men
hvorfor ikke stoppe op og nyde og glæde sig over det, der er jo ingen af os der
ved om vi oplever næste forår.
Nu skal man jo ikke tro at jeg hele tiden går rundt som en glad jubelidiot for
der er også tidspunkter hvor jeg er lang nede og ked af det. Så er det jo
dejlig med den store støtte jeg får fra Nina og vores børn kan til hver en
tid hæve humøret på mig, og få mig til at indse at livet er dejlig også i
modgang.
Takket være min sygdom har jeg lært at leve i nuet og værdsætte min familie
som jeg elsker over alt på jorden. Jeg tager bestemt ikke livet som en selvfølge
som mange andre gør, jeg takker min Gud og skaber for hver dag, jeg får lov
til at opleve sammen med min familie.
Som kræft patient har man den fordel, at man kan forberede sig på døden og få
snakket med sin familie om praktiske ting i forbindelse med døden
(forsikringer, begravelse, organ donation m.m.)
Ting som man ikke får snakket om normalt fordi det enten er for svært at
skulle tænke den tanke, at man ikke bliver gamle sammen med den man elsker
eller fordi døden stadigvæk er et stort tabu.
Personer der bliver dræbt i trafikken, ved en arbejdsulykke eller på anden måde
bliver revet væk, har som regel ikke haft denne snak med deres familie.
Jeg er ikke bange for døden for jeg tror ikke på at der vil ske mig noget
ondt og jeg har heller ikke noget ønske om at blive gammel. Hvis jeg bare kan få
lov til at opdrage mine børn og sende dem godt af sted ud i livet, samt at
fejre Ninas og mit sølvbryllup så er mit mål nået. (Så må jeg vist også
hellere holde et øje med min børnebørn, når den tid kommer)
Thi jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller åndemagter eller noget nuværende eller noget til kommende eller kræfter eller det høje eller det dybe eller nogen anden skabning vil kunne skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre. Rom. 8. 38-39.